Når man kigger tilbage og fortæller sin historie, så viser
det sig nogle gange, at det først var efter tragiske begivenheder eller lang tids tvivl, at der skete noget som kunne forandre alt. Sådan var det også for mig og min rejse til ridekunsten. Jeg
har været hestepige siden jeg var lille og fik undervisning af den kvalitet som var normal på tyske rideskoler. Der var ikke meget vejledning eller forklaring, men vi blev kommanderet. Ingen
kunne forklare, hvad jeg kunne føle, og det jeg følte føltes ofte ikke godt. Mange gange hørte jeg, at jeg skulle holde tøjlen strammere og bruge pisken, hvis "han narrede mig". Der kom et
tidspunkt, hvor jeg måtte stoppe med undervisningen. Dengang kunne jeg ride forskellige heste meget smukt, det syntes jeg i hvert fald... dengang. Men jeg vidste godt, at jeg manglede viden, når
jeg mødte problemer og udfordringer. (U)heldigvis havde den hest, jeg red dengang store problemer (hvor store kan du læse under "Naidoo") og vi kom til et punkt, hvor hverken han eller jeg var
glade for ridningen. Jeg overvejede at stoppe, og opgive alle hestedrømmene - det her kunne ikke være meningen... Men så fik jeg en julegave: Nogen tog mig med til et Bent Branderup kursus. Jeg
vidste ingen ting om ham eller Akademisk Ridekunst, inden undervisningen begyndte. Det var en skarp oplevelse! Jeg var inficeret og fulstændig fascineret af de nye dimensioner, jeg blev bekendt
med. Herefter fulgte en tid hvor jeg læste
mange, mange bøger om klassisk ridekunst og prøvede det jeg læste om, med enhver hest jeg fik muligheden for at arbejde med. Fra 2006 deltog jeg flere gange årligt i kurser med Bent. I 2011 kom
jeg på et praktikophold på Lindegaarden, hvor jeg mødte mange fantastiske hestemennesker og fik undervisning og vejledning.
Det giver mig store glæde at opleve de positive forandriger hos hestene og mennesker, som sker når de åbner sig for hinanden og for ridekunsten og vokser sammen. Derfor tog jeg beslutningen, om
at undervisningen skulle blive mit profession. I dag bor jeg på Lindegården sammen med min familie, mine heste og alle de tossede hestemennesker som er en del af den
her verden ;-)
Naidoo er den hest, der var grunden til at jeg kom til den Akademiske Ridkunst Han havde store sundhedsmæssige problemer. Naidoo er
født 1996 og er egentlig min mors hest. Han har en skade i halshvirvlerne og har derfor problemer med ataksi. Det betyder at han ikke altid kan koordinere alle kropsdele. Skaden i halsvirvlerne
opstod, da han var føl, men vi opdagede den først da Naidoo var 12 år gammel. Han havde haft en tendens til at snuble i mange år, uden at vi kunne finde ud af, hvad grunden var. Mange diagnoser
og behandlinger kunne ikke bringe nogen forbedring. Da diagnosen blev givet, sagde dyrlægerne, at hesten ikke måtte rides under nogen omstændigheder. Selv jordarbejde, syntes de, var for farligt.
Hesten kunne snuble og lande på os... Vi prøvede uden arbejde, men han blev så ulige at tænderne blev skæve og hans bevægelser blev værre og værre. Hvis ikke vi havde gjort noget ville hesten
ikke have været i live i dag.
Arbejde fra jorden og hånden kunne forbedre tilstanden igen. Vi lavede også nogle eksperimenter med arbejde mellem pilarene og
kunne dermed forbedre Naidoos evne til samling. Engang imellem kunne jeg også ride, men det viste sig, at ridningen ikke længere kunne bruges til fordel for hesten. I dag er Naidoo 21, dyrker
regelmæssigt gymnastik og lever i hverdagen sammen med Tyson. Akademisk Ridkunst og Naidoos stærke vilje er de eneste grunde til, at han er stadig i live. På grund af ham fandt jeg til den
Akademiske Ridekunst. Jeg har begået utrolig mange fejl, som han led under. Også i de sidste år har jeg nogen gang taget fejl. Naidoo har levet med mine ideer og har ventet, mere eller mindre
tålmodigt, indtil jeg så og forstod, hvad jeg gjorde forkert. Den eneste ambition jeg har tilbage, er at jeg kan hjælpe med at opretholde hans smidighed, så han fortsat kan have et godt liv
og, at tilbringe kvalitetstid sammen med ham. Og det betyder rigtig meget! Tak, Naidoo, for alt!
Min Welsh Cob Nebo er født 2006 og "købte mig" da han var 2 år gammel, det var ikke min plan. Dengang blev han kaldt Touch Me -
selvfølgelig ikke så højtlydt - og var lidt sky. Det var avlerens, Joachim Clement, form for humor. Nebo kom til mig i 2010 og viste mig siden hver dag hvor jeg kan lære endnu mere. Med Nebo fik
jeg min første chance til at uddanne en hest, som ikke havde dårlige erfaringer i forvejen. Jeg var så heldig, at jeg havde lært mange ting og tænkt over endnu mere, inden vi begyndte at uddanne
hinanden. Jeg tror, vi er på rette vej! Det kan være fantastisk at arbejde med heste, ligegyldig hvor avanceret hestens uddannelse er.
Nebo er meget sensitiv, har masser af energi og giver altid alt. Hvis man sammenligner ham med andre heste, ser man, at hans krop ikke ligner den perfekte ridehests. Derfor er nogle ting en stor
fysisk udfordring for ham, men han giver alt, når det kommer til udfordringer - og så kan han alligevel. Hvis jeg kommer på vildspor, så forklarer han mig, at det er den forkerte vej. Det gør han
på sit helt egen måde.
Måske havde jeg forstillet mig nogle detaljer lidt anderledes, men det er helt fantastisk lige som det er!
Naidoo, Nebo og Indus går sammen på folden
Indus er en Frederiksborghest og blev født 2007. Jeg mødte ham 2013 som 6-årig hingst hos avleren Lene Dursben. Hun var ved at sælge nogle af sine heste, og så
besluttede jeg, at han skulle flytte ind hos mig. Indtil den dag havde Indus' hverdag bestået af at gå ud på fold sammen med andre unghingste om dagen og at komme ind i en velplejet stald om
natten. Selvfølgelig var han også bekendt med smeden. Han havde deltaget i et enkelt avlsskue, men ellers stod han for det meste på folden sammen med andre heste - med moren på den anden side af
hegnet. Han havde "kontrol" over det hele og lignede en suveræn ung fyr.
Jeg havde ikke forventet, hvor stor en udfordring nye omgivelser ville være for ham. Han kom til at stå i en stald sammen med 6 andre hingste og forskellige, skiftende heste på
nabofolden.
Efter nogle uger kunne jeg føre ham ordentlig og vi begyndte med jordarbejde og longering. Efter et halvt år begyndte tilridningen og det gik uden problemer. Uddannelsen gik fint og vi gjorde
gode fremskridt. Han gjorde alt han kunne for at gøre det rigtig. Men... han havde problemer med at finde en konstant løsgjorthed. Han så ud SOM OM han var afslappet, men det var han næsten
aldrig. Den konstante spænding havde også nogle kolikker til følge. Der var forskellige grunde til at jeg valgte ikke at kastrere ham med det samme. Men i Januar 2016 tog jeg beslutningen. Efter dette står han på folden med Nebo uden at det giver problemer. Derudover er han mere åben, er faldet til ro og vi har ikke haft en eneste kolik
efter kastrationen. Indus er en pragtfuld hest, som nogle gange er en udfordring for mig. Men som tak for min indsats, må jeg være med når han stråler.